På hver tekstside vil du kunne læse både den danske og ukrainske tekst op for barnet. Bogen er velegnet til institutioner, skoler, plejefamilier eller miljøer, hvor danskere og ukrainere taler sammen.
Sort Hest og Hvid Hest får et plejebarn er skrevet af forfatter Kamilla Heinze og er den nyeste bog i hendes serie om de to skøre, kærlige heste Sort Hest og Hvid Hest. Bøgerne er illustreret af Kamilla Heinze selv.
I denne bog får de to heste et plejebarn, da de tager imod den lille ukrainske pige Mira og hendes due. Mira er sammen med sin mor flygtet fra det krigsramte Ukraine, men de er blevet væk fra hinanden undervejs. De to heste tager sig kærligt af Mira og gør alt, hvad de kan for at få hende til at føle sig hjemme, selvom de ikke deler modersmål. Igennem kreative lege lærer hestene og Mira hinandens sprog, og Mira føler sig hurtigt tryg hos de to heste. Men på trods af hestenes omsorgsfuldhed, savner Mira sit hjemland og mest af alt sin mor.
Hestene sætter straks en eftersøgning i gang, så mor og datter kan genforenes. Der bliver brugt alt fra papirfly til sneglepost for at finde Miras mor. Undervejs i eftersøgningen får de også hjælp af en sød gartner, der taler ukrainsk og hjælper Mira med at dele sin historie. Sort Hest og Hvid Hest får et plejebarn er en dejlig og rørende historie om familie, kærlighed og venskab. Med denne bog viser Kamilla Heinze også, at sproglige forskelle kan overkommes, når man møder hinanden med omsorg og forståelse.
Detaljer om bogen
Sprog: dansk og ukrainsk
Forfatter og illustrator: Kamilla Heinze
Oversætter: Kateryna Burdak
Redaktør: Stine Albrechtsen
Grafiker: Mette Kristoffersen
Hardcover med farve
42 sider
ISBN: 978-87-93377-80-6