Jeg er født i Aabenraa i 1958. Det er her, jeg bor, og her i naturen omkring byen, jeg henter min inspiration. Jeg er et naturmenneske og har brug for at komme ud og mærke mig selv derude.

Jeg har skrevet i mange år og har  taget et langt tilløb til denne bog. Da den dukkede op som en tanke i forbindelse med, at jeg en dag betragtede en ravn passe sit og gøre det, en rav gør, var jeg ikke i tvivl om, at den rigtige historie var ankommet.

Jeg behøver ikke mere end en gnist. Så er jeg i gang.

Historien udfolder sig efterhånden som jeg skriver den. Og det er sådan jeg arbejder. Uden faste rammer, med stor nysgerrighed og fuld tillid til fantasien. Det er de indre dramaer, der interesserer mig. Hvad sker der, når vi kommer til livets korsveje, og vi tvinges til at vælge. Derefter er intet mere, som det var.

Jeg elsker den indre konflikt. Det er der, det sker.

I Rødhalsen er det dilemmaet, tvivlen, længslen, ensomheden og i sidste ende den ægte livsglæde, som kun en lille fugl kan udtrykke den.

Rødhalsen er min første bog. Jeg arbejder på den næste bog, som endnu engang tager læserne med ud på en rejse. Denne gang er det en krage, der fortæller sin forunderlige historie.

Karin Lund

Rødhalsen

I et land højt mod nord sker der noget højst usædvanligt. Fugle trækker i store flokke ud af landet og flyver mod syd. Mus, harer og kaniner piler over mark og enge i samme retning. Ræve, vilde katte og alle de store rovfugle følger byttedyrene. En udvandring er i gang og hen over efteråret mens skovene falmer og det bliver koldere i vejret, mister landet hele sit dyreliv.

Kun en lille rødhals kommer ikke af sted. Den opdager ikke at noget er i gære. Den elsker livet og skoven hvor den bor og har slet ingen grund til at rejse nogen steder hen. Den får dog et problem da det går op for den at den er helt alene i skoven. Og det hele begyndte med at en ravn kedede sig og begyndte at gå i cirkler.

“Rødhalsen” er et eventyr for voksne. Historien er et eksempel på hvordan en stemning hos ét enkelt individ kan igangsætte en kædereaktion og forandre verden. En tanke, en følelse, og intet er mere som det var. Der kan læses meget mellem linjerne, og der kan drages paralleller til tiden af i dag på godt og ondt.